Fasanjagt

Fasanjagt kan drives som rough shooting, det man også kan kalde småvildtsjagt. På rough shooting møder man ofte flere vildtarter, så man til slut på dagen har en blandet vildtparade. Denne type fasanjagt er gerne en blanding af at gå igennem terrænet med hunde og at stå for på post. En anden type fasanjagt er selskabsjagten, hvor man oftest skyder til fugle, som er sat ud. Ved selskabsjagten er det sociale sammenvær i højsædet, og man er gerne pænt klædt på. På denne jagtform står man for på post, og jagtvæsenet har som regel sørget for et dygtigt team af hundefolk, så skytterne kan koncentrere sig om skydningen. Fasanen er polygam, dvs. at en hane har flere høner. De flyver op i træerne for at sove om natten.

Jagthistorie fra en jæger

Fasanen har jo ikke altid været en del af den vestlige verdens fauna. I dag ser vi den farverige fugl alle vegne, og den pryder vores landskab med skogren morgen og aften, når den kalder fruerne til samling. I midten af femtenhundredtallet kommer den hertil fra Asien; ikke som jagtbar fugl, som vi kender den, men som prydfugl hos velstillede på slotte og godser. Der findes mange fasanarter, og de første, som kom hertil, var en art ædelfasaner. Først i 1840´erne lykkedes det at få fasanen til at reproducere sig i naturen. Jægere, som har jaget fasanen, ved, at det er en fugl, som ikke kun er en god flyver, men også en ivrig løber. Flere gange bliver man snydt efter at have set en fasan i luften – og set, hvor den er landet. Man går hen til landingsstedet i håb om, at den er der, næsten klar til gryden! Men sjældent finder man den, den er løbet sin vej gennem siv og pilebuskens knudrede grene. Hunden søger og søger uden resultat! Sådan så jeg en fasan sammen med en ung og uerfaren Gordon Setter; eller det vil sige, jeg så den, hunden havde ikke set den, og hvis den havde, ville den ikke vide, hvad det var, for den havde aldrig set en fasan før. Men jeg så den, og jeg ville blive glad, om hunden kunne få en oplevelse med denne fugl, så jeg gik håbefuld mod fasanens landingssted.

Deerhunters anbefalinger til fasanjagt

Den første fasan
Jeg troede ikke rigtigt på det, men dagen skulle mod forventning vise sig at være på vores side. Der var relativt langt at gå, for når en fasan først er kommet i luften, så er det som om, at den gerne vil have en god flyvetur ud af det, nu den endelig er kommet på vingerne. En fasan er jo en hønsefugl med et fyldigt brystparti, så det kræver en vingebasken uden lige for at komme til vejrs. Når man går der med blikket rettet mod et bestemt sted, ser man ikke, hvor man går og træder, hjertet banker ved forhåbningen og forventningens glæde, hunden trisser uvidende foran en uden at kende til de lyksaligheder, som jagten kommer til at byde på for fremtiden. Ung og uerfaren, efterfulgt af den erfarne, som har fået mosevand i støvlerne.
Right

En kongelig fugl

Kort efter at have nået målet løfter den unge hund snuden. Hun står stille lidt og logrer med den yderste halespids. Det ser ud til, at vi denne dag var heldige, og vi taler lidt om det, mens vi langsomt går frem. Nu sænker hun snuden og traver hurtigere, og få meter fremme letter fasanhanen med fuld spektakel. Jeg fælder fuglen, og hunden løber hen og snuser, hun kigger op på mig og siger: ”Se, hvad jeg fandt – ved du, hvad det er?” Jeg tænkte bagefter, at det jo ikke er en helt ligegyldig fugl, selvom der mange steder er en stor bestand af dem. Fasanjagten og fasanen, som den kongelige prydfugl, den var engang, knytter os til historien. Nu kan vi alle for en stund føle os lidt som konger og dronninger - det gør man i hvert fald, når man sidder i græsset med sin unge hund og lader indtrykkende sætte sig.

Ro på
Man kan tydeligt mærke, at hunden ikke er interesseret i denne ”falden til ro”, den vil det gerne igen – hurtigt! Vi skal finde flere, og sådan har man det jo også selv, men vi ved godt, at for meget iver ikke gavner fasanjagten, og den videre læring for hunden. Nej, det er bedre at tage hjem og være glad for den oplevelse! Det er strenge krav, der stilles - også til den erfarne jæger!
Left

LÆS OM FLERE JAGTFORMER

  • Andejagt
  • Agerhønsejagt
  • Kragejagt
  • Duejagt
  • Gåsejagt
  • Pürsch om vinteren
  • Jagtguide til Pürschjagt
  • Buejagt
  • Jagt på fiskeri-territoriet
  • Rævejagt
  • HAREJAGT
  • TRYKJAGT
  • BUKKEJAGT
  • JAGT PÅ VADEFUGL