Buejagt foregår med tre buetyper: compoundbuen, recurvebuen og langbuen.
Den mest almindelige er compoundbuen, som udmærker sig ved et special-lavet træksystem, som gør, at strengen ikke er svær at holde i spændt tilstand.


Nogle skyder råvildt med fastbladet spidser, som er skarpe som barberblade, andre med mekaniske spidser, som folder sig ud, når de rammer dyret. Fuglevildt skydes ofte med ”Blunt”, som er en stump spids. Buejagt dyrkes både som anstandsjagt og som pürschjagt. Buejægeren må lære at komme meget tæt på vildtet for at kunne afgive skud, og er man anstandsjæger og vil skyde fra en skydestige, må man øve sig med buen fra denne skydevinkel. Buejagt er de senere år blevet meget populær.


Udfordringer på buejagt

Den store udfordring ved buejagt er at komme tæt nok på vildtet for at kunne afgive skud.

Det lykkes kun med den absolut bedst tilpassede camouflage.

Hertil kommer, at buejægeren må færdes lydløst, også når han eller hun spænder buen, hvor dyret ofte allerede er meget tæt på.

Det er derfor sjældent nok med ét sæt camouflage, da buejagt både er tilladt på sommerbuk og til jagt hele efterårs- og vintersæsonen.

Man må have beklædning som passer til årstiden, og vel at mærke beklædning, som man kan færdes lydløst i.

Sneaky - en camouflage der virker

Deerhunter anbefaler

Sneaky serien

Sneaky 3D Overtrækssæt m.Jakke

  • Hætte med snoretræk
  • Justerbar jakke og manchet
  • Bukser med elastik

Sneaky 3D Handsker m. Dots

  • Med nubret belægning
  • Jagthandsker med blade på håndryg

Sneaky 3D Maske

  • Maksimal camouflage
  • Justerbar med snoretræk

Sneaky 3D Kasket m. Maske

  • Maksimal camouflage
  • Jagtkasket og ansigtsmaske to-i-én


Jagthistorie fra en jæger

Træk og slip – betyder knæk og bræk!

Der er ikke mange drenge og piger, som ikke har hørt om Robin Hoods skydefærdigheder. Mange ungdomsfortællinger er bygget op om middelalderens riddere, som kæmpede eller konkurrerede med bue og pil. Sagnet om riddere, som kunne ramme deres egen pil i enden, så den flængedes i to, lever i ethvert barnesind. Det at skyde med bue og pil er dog ikke så udbredt blandt børn i dag, som det var engang. I dag er der andre ting, som trækker. Blandt jægere er der dog ikke noget, som er mere moderne. Mange nye jægere vil have bue-jagttegn. Drømmen om at liste sig lydløst frem til råbukken eller haren lever i mange af os. Der findes da heller ikke noget mere naturligt end at nedlægge et stykke vildt, for så derefter at tage det med hjem, tilberede det og spise det.

Hver tid har sin trend, men buejagt har eksisteret så godt som altid og har nu fået det, man kan kalde for en renæssance. Følelsen af at spænde en kraftig bue og slippe pilen mod målet, for derefter at høre den ramme med et kraftigt smæk, sender én tilbage i ungdomlitteraturen, og havde man glemt, hvordan det var at være fyldt af barnlig glæde, ja, så husker man det pludselig igen. Og den er jo til for noget, den glæder vi her føler. Hvis ikke den fandtes, ville vi nok aldrig være blevet ansporet til at blive jægere.

Glæden er startskuddet, og senere kommer dybden og alvoren ind, når vi går fra at øve på en skive til at skulle nedlægge et dyr. Glæden er der stadig efter et vellykket skud, men flere dimensioner kommer til. Stilheden, når vi lister rundt i skoven eller langs læbæltet, fører os tæt på det, vi foretager os; roen og langsomheden holder os fast i nuet – og forcerer vi dét, mislykkes jagten.

Man kan få tanken, at denne jagtform kun sjældent vil lykkes, og man kan til dels have ret. Det kræver megen træning – ikke kun i skydningen, men i at færdes på en hensigtsmæssig måde, så vildtet ikke mærker vores tilstedeværelse. Efter utallige forsøg, hvor vi gang på gang har hørt rådyrets smælen – hørt den advare resten af skoven, og hvor vi må trække os skuffede tilbage til civilisationen – så endelig en dag går alt op i en højere enhed. Når vi kommer hjem, så er der ikke en ægtefælle, som skal komme og sige: ”Det var sørme da heldigt” - nej, nu er vi mestre for en stund! Lige indtil næste gang, hvor det går galt igen. Kun buejægeren kender denne følelse af intensitet, når man står så tæt på dyret, når man nedlægger det – det sagte sus det giver, når man slipper pilen, og man hører den gennembore dyret med præcision. Det er et øjeblik, som kun kan bæres med i hjertet – intet kan sidestilles med dét.


Troels Pedersen

Troels Pedersen
40 årig jæger, musiker og forfatter.
Har gået på jagt siden: 1999
Ynglings jagt: Sneppejagt
Valg af våben: Henry Atkin 12/70

Bedste jagtoplevelse:
Den 2/11 2016 gik jeg med to gode venner på jagt i et kuperet terræn mellem høje skovfyr. Min hund søgte energisk mellem de små mosklædte høje, da der pludselig lettede 2 snepper, som sad sammen. Jeg husker stadig suget i brystet, da sneppe nummer to også klappede sammen i luften – det var som om, at de begge hang stille et øjeblik efter de blev skudt, og inden de faldt smukt i en lysning. Min hund hentede dem begge.


FaLang translation system by Faboba

Denne side bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at benytte sitet. Ved at klikke videre, accepterer du vores brug af disse. Læs mere.

Jeg accepterer