Træk og slip – betyder knæk og bræk!

Hver tid har sin trend, men buejagt har eksisteret så godt som altid og har nu fået det, man kan kalde for en renæssance. Følelsen af at spænde en kraftig bue og slippe pilen mod målet, for derefter at høre den ramme med et kraftigt smæk, sender én tilbage i ungdomlitteraturen, og havde man glemt, hvordan det var at være fyldt af barnlig glæde, ja, så husker man det pludselig igen. Og den er jo til for noget, den glæder vi her føler. Hvis ikke den fandtes, ville vi nok aldrig være blevet ansporet til at blive jægere. Glæden er startskuddet, og senere kommer dybden og alvoren ind, når vi går fra at øve på en skive til at skulle nedlægge et dyr. Glæden er der stadig efter et vellykket skud, men flere dimensioner kommer til. Stilheden, når vi lister rundt i skoven eller langs læbæltet, fører os tæt på det, vi foretager os; roen og langsomheden holder os fast i nuet – og forcerer vi dét, mislykkes jagten. Man kan få tanken, at denne jagtform kun sjældent vil lykkes, og man kan til dels have ret. Det kræver megen træning – ikke kun i skydningen, men i at færdes på en hensigtsmæssig måde, så vildtet ikke mærker vores tilstedeværelse. Efter utallige forsøg, hvor vi gang på gang har hørt rådyrets smælen – hørt den advare resten af skoven, og hvor vi må trække os skuffede tilbage til civilisationen – så endelig en dag går alt op i en højere enhed. Når vi kommer hjem, så er der ikke en ægtefælle, som skal komme og sige: ”Det var sørme da heldigt” - nej, nu er vi mestre for en stund! Lige indtil næste gang, hvor det går galt igen. Kun buejægeren kender denne følelse af intensitet, når man står så tæt på dyret, når man nedlægger det – det sagte sus det giver, når man slipper pilen, og man hører den gennembore dyret med præcision. Det er et øjeblik, som kun kan bæres med i hjertet – intet kan sidestilles med dét.

LÆS OM FLERE JAGTFORMER