Jagttips

De stående kontinentale jagthunde

---

Deerhunter bringer i den kommende tid en miniserie om de forskellige jagthunderacer. Her vil der være en kort præsentationsrunde af de mest almindelige jagthunderacer i Danmark.

Det bliver en generel præsentation, hvor der vil være henvisninger til de enkelte klubbers hjemmesider, således det her er muligt at finde yderligere oplysninger om den enkelte hunderace, kontaktpersoner, træningsmuligheder, hvalpe og aktiviteter.

Den første artikel omhandlede de stående engelske racer. Denne artikel er om de stående kontinentale racer.

Kontinentale stående jagthunde

De mest almindelige hunderacer indenfor de kontinentale stående jagthunde omfatter racerne:

I princippet så arbejder alle stående hønsehunde på samme måde. Hundene arbejder i et søg, hvor vindforholdene udnyttes bedst muligt, og det karakteristiske ved de stående hunderacer er, at hundene kan tage stand.

Fænomenet at hunden tager stand, kommer af bestemte sanseindtryk, som udløses af lugtesansen. Denne særlige evne til at tage stand, er fremavlet gennem mange generationer, og stimuleres gennem træning. Uden at det skal blive for teknisk, så tager hunden stand, efter at have lokaliseret fuglen. Hundens adfærd gør, at fuglen ”trykker sig” mod jorden, med den tro, at den ikke bliver opdaget. Hunden skal bibeholde sin stand, indtil jægeren kommer frem og kan afgive skud. PÅ ordre skal hunden avancerer frem og lette fuglen, så jægeren kan afgive skud, og forhåbentlig fælde fuglen, som hunden herefter skal apportere.

Når man i dag skelner mellem de to grupper af stående jagthunde, engelske og kontinentale racer, så skyldes den primære forskel at hundene har forskellige baggrunde. Ud over ligheden med, at hundene tager stand, så må også sige, at de kontinentale racer generelt er mere robuste, og til en vis grad også mere alsidige end de engelske stående hunde. Dette skal først og fremmest findes i, at de kontinentale racer også har en villighed til at følge jordfært og dermed klare efterskudsopgaver på hårvildt. Derfor ser man også ofte, at det er kontinentale racer der er registrerede schweisshunde i Danmark – fortrinsvis af racerne Ruhåret hønsehund og Korthåret hønsehund.

Prøver for jagthunde

I de kontinentale racers klubber, og i prøvesystemet for disse hunde, vægtes arbejdet efter skuddet højt. Klubberne arbejder med svære apporteringsprøver og schweissprøver, ligesom den fornemste prøve blandt de kontinentale racer, må siges at være fuldbrugsprøven. Her skal hunden afprøves i mange forskellige discipliner. På linket er det muligt at læse mere om denne prøveform, der bl.a. omfatter arbejdet på mark og i skov, apportering på land og i vand, ræveapportering og lydighed.
www.fuldbrugsproeve.dk

De kontinentale racer skal ikke arbejde i et så bredt søg, som de stående engelske racer, og på prøver vægtes deres bevægeapparat som fx galopaktion og hovedføring, ikke så højt som i den engelske lejr.

En kontinental hund skal afsøge terrænet grundig, den skal også holde god kontakt med føreren, og så er det vigtigt, at hunden er effektiv – i både før- og efterskudsarbejdet. Blandt racerne er der naturligvis en forskel i hvordan racen skal arbejde og hvad der prioriteres.

Søgets størrelse skal afpasses efter terrænet, og en kontinental hund skal kunne arbejde i både mark, skov og mose. Man kan sige, at de større og stærke kontinentale racer, har en fordel når det gælder efterskudsarbejdet. Dels er de meget robuste, udholdende og kan arbejde i hårdt terræn. De er også særdeles gode apportører af bl.a. ræv, ligesom de har en tilpas skarphed i forhold til at affange eventuelt anskudt vildt.

De kontinentale racer er populære blandt danske jægere og i 2019 var den ruhårede hønsehund den 8.mest populære race i Danmark, Kleiner münsterlænder nummer 21 og korthåret hønsehund nummer 22 på listen over de meste populære racer i Danmark.

Kontinentale hunderacer

De mest almindelige kontinentale racer i Danmark bliver efterfølgende her præsenteret kort. Vi anbefaler, at man kigger på de enkelte klubbers meget informative hjemmesider. Her er der masser af informationer om racerne, og ikke mindst, hvor der foregår aktiviteter, hvem der venter eller har hvalpe, samt en masse kontaktoplysninger, hvor der er yderligere information om kontaktpersoner.

Ruhåret hønsehund

Den ruhårede hønsehund har hurtigt opnået stor popularitet i Danmark, hvilket ikke mindst skyldes, den store alsidighed og gode jagtlige egenskaber som hundene besidder. Rent faktisk så er ruhåren som race ikke så gammel. Racen stammer oprindeligt fra Tyskland, hvor der i 1800-tallet blev arbejdet meget på at skabe en robust stående jagthund, der samtidig havde skarphed overfor hårvildt. Den ruhårede hønsehund er avlet og dermed skabt, ved at anvende flere tyske hønsehunderacer.

Racen har kun været i Danmark i lidt mere end 100 år, men har fra start oplevet popularitet. Der kom specielt gang i udbredelsen af racen efter 2. verdenskrig. Dansk Ruhår Klub blev dannet 1928 og har i dag mere end 1000 medlemmer.

Ruhåret Hønsehund er kendt for sin meget store alsidighed, og kan med rette betegnes som en all-round jagthund, der bruges til mange forskellige typer jagt. Kendetegnet for en ruhåret er dens store arbejdsglæde, gå-på-mod og jagtiver, og racens alsidighed gør den både til en stabil apportør i vand og på land, til jagt på både fugle- og hårvildt. Den ruhårende hønsehund bruges til markjagten efter agerhøns, i skoven efter snepper og fasaner, den er en trofast makker til apporteringsopgaver og så har den en stor styrke i efterskudsarbejdet på hårvildt.

Den ruhårede hønsehund har et livligt temperament og er kendt for at være både opmærksom og energisk. Noget af det der er karakteristisk for racen, er hundens ru pels, og det charmerende ”skæg”. De findes i forskellige farvevarianter, som fx Brun- eller sortskimlet med eller uden store pletter, brun eller lystskimlet. Ruhåren har en højde for hanner på 61 – 68 cm, og tæverne 57 – 64 cm. Deres robusthed gør, at de vejer for hannernes vedkommende 28 – 32 kg, og tæverne 27 – 31 kg.

På Dansk Ruhår Klubs hjemmeside www.ruhaar.dk, er der mange givtige informationer om racen og klubben.

Korthåret hønsehund

Hvor den korthårede hønsehund stammer fra, er ikke helt præcist beskrevet, da racen langt tilbage var et kryds mellem spanske og italienske stående jagthunde. Disse hunde kom til den tyske adel, og her tog en udviklingen af racen fart. Korthåren blev i begyndelsen anvendt til jagt med net, men da man begyndte at skyde fuglene i flugt, vandt racen indpas.

Man ønskede fra start at skabe en alsidig stående jagthund, og i 1897 blev racens endelige standard beskrevet. Racen har vundet stor popularitet og kaldes ”German Shorthaired Pointer”, hvilket nok skal ses i lyset af, at der langt tilbage er et slægtsskab med pointeren. Især er krydsningen med pointeren fik afgørende betydning for den korthårde hønsehunds temperament og udseende. Pointerens mere adrætte træk har givet den korthårede hønsehund en atletisk fysik, om end den stadig er kraftigt og robust bygget.

Man ved ikke med sikkerhed, hvornår den korthårede hønsehund er kommet til Danmark, men hunde der blev importeret fra Tyskland, beskrives bl.a. af Steen Steensen Blichers. Man stiftede korthårsklubben i 1908, og denne er således den ældste specialklub for stående jagthunde i Danmark.

Det grundlæggende for en korthåret hønsehund skal være, at hunden er en alsidigt anvendelig jagthund. En Korthåret Hønsehund er da også en fremragende all-round jagthund, der arbejder fortrinligt både før- og efter skuddet. Den er en dygtig apportør, og mange korthårede anvendes også som schweisshunde. På marken og i skoven søger korthåren foran sin fører, og med dens eminente lugtesans, er den en fortrinlig fuglehund. Uanset om det gælder agerhønsejagt, eller jagten i skoven efter fasaner og snepper.

Det bør nævnes, at en korthåret hønsehund er en fremragende familiehund, der generelt er meget afslappet, venlig og holder af socialliv. Farvemæssigt er der forskellige variationer hos racen. Disse kan findes på klubbens hjemmeside, men de mest almindelige farver og aftegninger er Brun, uden aftegninger eller Brun, med kun en smule hvidt eller ”skimlede” aftegninger på bryst og ben. Det er også almindeligt at se korthåren som mørk brunskimmel med brunt hoved, større eller mindre, brune pletter. Racens størrelse er i idealstørrelsen for hanner på 62 til 66 cm, og for tæver fra 58 til 63 cm.

På klubbens hjemmeside www.korthaarklubben.dk findes masser af informationer om racen og aktiviteter i den forskellige aktivgrupper.

Vizsla

Den smukke gulbrune Vizsla adskiller sig i sin oprindelse fra de andre kontinentale stående hunde. Mens flere af de andre hønsehunde stammer fra den gamle spanske Bracco, så har den ungarske vizsla, sin oprindelse hos gamle asiatiske hunderacer. Denne ”gule jagthund” kan man læse om helt tilbage i 1300-tallet, hvor den specielt fremtræder i Ungarn. Navnet Viszla stammer fra det ungarske Magyar Viszla, som betyder ungarsk pointer.

Avlen frem mod den viszla-type som kendes i dag, har en helt speciel historie. Det deciderede avlsarbejde tog for alvor fart i 1. verdenskrig, og i 1917 udstedes de første, midlertidige stamtavler i Ungarn, samtidig med, at man indledte et landsdækkende eftersøgningsarbejde for at finde frem til de hunde, der i størst udstrækning lignede den oprindelige gule vizsla.

I 1920 blev De ungarske Vizslaopdrætteres Forbund dannet, og de første rigtige stambøger blev udfærdiget. I midten af 1950`erne kom de første hunde af racen formentlig til Danmark. Disse blev holdt som almindelige familiehunde, og der foregik ikke nogen egentlig avl af dem. Det målrettede avlsarbejde i Danmark begyndte omkring 1970, hvor der blev importeret vizslatæver fra Ungarn samt en fra USA. Siden er racen blevet populær, og den findes i dag både som korthåret og ruhåret.

Vizslaen er en middelstor jagthund, der er atletisk bygget og har et harmonisk udtryk, hvor den ruhårede dog er mere robust end den korthårede. Vizslaen arbejder godt på marken, men viser også sin alsidighed i skoven og ikke mindst i apporteringsarbejdet. En af de markante egenskaber for en vizsla, er dens gode evne til at holde kontakt med sin fører under jagten. Apporteringen ligger dybt forankret i racen - både på land og i vand, og vizslaen har også en god evne til sporarbejde. Flere af dem er optaget i det danske schweisshunde register.

Størrelsesmæssigt så er hannere fra 58 til 64 cm, mens tæverne er fra 54 til 60 cm. Vægten er for hanner op til 30 kg og tævernes er op til 25 kg. Farven er gylden rødlig med forskellige nuancer.

På Dansk Vizsla Klubs hjemmeside, er der mange fine billeder, reportager og beskrivelser af både den korthårede og ruhårede vizsla. Se mere på www.danskvizslaklub.dk

Kleiner Münsterlænder

Kleiner münsterländer er den mindste af de kontinentale stående hunde, og den er kendetegnet som en livlig og energisk hund, der udviser stor alsidighed i jagtarbejdet. Münsterlænderen stammer fra Tyskland, og langt tilbage er racen sandsynligvis skabt via krydsninger mellem spaniels og vagtelhunde. Der er usikkerhed om, hvor langt tilbage man kan finde Münsterlænderen. Måske har man helt tilbage til 1500-tallet man brugt den alsidige kleiner münsterlænderen som jagthund.

I begyndelsen af det 19. århundrede kom de første kleiner münsterlændere til Danmark, men en egentlig specialklub for racen, blev først etableret i 1967.

Kleiner Münsterlænderen er en effektiv jagthund, der søger godt både på mark og i skov. Den viser både alsidighed og robusthed, hvorfor den også er en glimrende apportør – både på land og i vand. Den er værdsat af danske jægere på grund af dens jagtlige egenskaber, men også fordi det er en venlig og hengiven familiehund. Racen ligger størrelsesmæssigt på 52 – 56 cm for hannerne og 50 – 54 cm for tæverne. Den har en flot pels, og findes i farvevarianterne hvid/brun eller brunskimlet.

På trods af, at det er en forholdsvis ung specialklub, så har Dansk Münsterlænder Klub et bredt aktivitetstilbud over hele landet. Der er meget mere information på deres hjemmeside www.dmk-online.dk

Grosser Münsterlænder

Grosser münsterländer er ikke så udbredt en jagthunderace i Danmark. Dette på trods af, at hunden, som er af tysk afstamning, er hengiven og let at træne. Den deler oprindelse med kleiner münsterlænderen, men er ikke direkte forbundet. Det er den derimod med den langhårende hønsehund. Inden grosser münsterlænder blev en selvstændig race, så fik den tysk langhårede hønsehund både sort/hvide og brunhvide hvalpe. De brun/hvide blev godkendt som langhårede hønsehunde, mens de sort/hvide skabte fundamentet for grosser münsterlænderen.

Foreningen for Den Tyske Langhårede besluttede i 1909, at kun leverfarvede hvalpe kunne godkendes som langhårede hønsehunde. Dette resulterede i, at de sort/hvide hvalpe blev foræret væk til lokale jægere, der ikke gik så højt op i farver. I 1919 blev der etableret en specialklub for disse sort/hvide hunde. I begyndelsen hed de ikke grosser münsterlændere, men sort/hvide münsterlænder pointere – deraf klubbens navn “Klubben for den rene avl af sorte og hvide Münsterländer pointere”.

Arbejdet med racen blev intensiveret og i 1922 startede den formaliserede avl med racen, der senere skiftede navn til, grosser münsterländer. Som de øvrige kontinentale stående jagthunde, så arbejder ”grosseren” i et mellemstort søg – både på mark og i skov. Den er robust, og er effektiv i efterskudsarbejdet, hvor mange vil fremhæve dens force i apporteringsarbejdet, hvor den har stor vilje og lyst til at udføre opgaverne.

Grosser münsterländer er – som navnet antyder – lidt større og mere robust end kleiner münsterlænderen. Hannerne er 58-65 cm og vejer 23-32 kg, mens tæverne er 58 – 63 cm.

Pelsen er glat, tæt og mellemlang. Den er let bølget og oftest hvid med sorte aftegninger. Hovedet skal være sort. Grosseren er samtidig en fortrinlig familiehund som er meget børnevenlig. Racen hører til under Dansk Münsterländer Klub, hvor også Kleiner münsterländeren findes. Der findes mange informationer på hjemmesiden www.dmk-online.dk

Gammel dansk hønsehund

Gammel dansk hønsehund er som navnet antyder, en hund der har sit udspring i Danmark. Tilbage i begyndelsen af 1700-tallet blev der gennem generationer krydset ”sigøjnerhunde” (overvejende hunde der nedstammede fra spanske pointers og støverracer) med lokale gårdhunde. Dette skabte dermed en race af hvid- og brunbrogede hønsehunde, der først blev kaldt Bakhunde – opkaldt efter Morten Bak der startede krydsningerne – til senere det velkendte navn – Gammel dansk hønsehund.

Man ønskede på daværende tidspunkt, at avle en hønsehund, der ikke havde det største søg, men en skarp næse. Samtidig skulle hunden være let at opdrage, og være en god familiehund. Disse egenskaber har været målet i at forbedre racen, og i dag er Gammel dansk hønsehund en populær race, der i dag har ca 1100 registrede hunde i Danmark. Der er en specialklub, Klubben for Gammel Dansk Hønsehund. Klubben og dens medlemmer er aktive og tager sig godt af hinanden. Der bliver arrangeret forskellige træningsarrangementer, markprøver, apporteringstræning og bl.a. familiedage og dejlige hyggearrangementer!

Som jagtkammerat får man i en Gammel dansk hønsehund en all-round hund, der er anvendelig til jagt på mark, i skov og skrub. Den arbejder naturligt i god kontakt, og er fortræffelig til jagt på både større og mindre arealer. Den er generelt ikke så stortgående som de øvrige stående hunderacer, og så løser den ligeledes opgaverne efter skuddet på en rigtig god måde.

Den er generelt en herlig familiehund, hvor den med sit omgængelige temperament er behersket og ligevægtig. En Gammel dansk hønsehund er rolig og tålmodig, og dens tiltalende væsen, gør den velegnet som familiehund.

En Gammel Dansk Hønsehund er en mellemstor race. Hanner: 54-60 cm. Tæver: 50-56 cm. De er korthårede, og er hvid med brune aftegninger. Klubben for gamle danske hønsehunde har en flot hjemmeside på www.gdh.dk

Weimaraner

Weimaraner har sin oprindelse i Tyskland, selvom det kan være svært at få det fuldstændigt klarlagt, hvor hunden præcist stammer fra. Hunde af weimaraner-typen blev brugt ved hoffet i Weimar i starten af det 19.århundrede, og de første hunde blev stambogsført i Tyskland fra omkring 1890. I Danmark blev de første hunde af racen indført i 1950èrne, og i 1961 blev der stiftet en specialklub, Dansk Weimaraner Klub. Her er et aktivt klubliv, og ved et besøg på klubbens hjemmeside, vil det være muligt at læse om racens historie, aktiviteter og standard.

I Danmark har man, i modsætning til Tyskland, ønsket en hund der OGSÅ var effektiv før skuddet. Tyskerne ønskede først og fremmest, at weimaraneren var en hund med et begrænset søg, og med høj prioritet i efterskudsarbejdet. Herhjemme er det nu en race med et middelstort og effektivt søg, der samtidig er god i efterskudsarbejdet.

Weimaraner arbejder på mark og i skov i et systematisk søg, den er effektiv og robust ligesom hundene er energiske. Weimaraneren er en fantastisk livsledsager, som knytter sig meget til sin familie og nyder nærhed og omgang med mennesker.

Som type er Weimaraneren en middelstor type. Hannerne har en idealstørrelse på 59 – 70 cm og vejer 30 – 40 kg, mens tæverne er 57 – 65 cm og vejer mellem 25 og 35 kg. Weimaraneren forekommer både som en kort håret og en langhåret variant, der fremtræder i forskellige farvevarianter af grå.

På Dansk Weimaraner Klubs hjemmeside, er der mange billeder af både den korthårede og langhårede weimaraner. Ligeledes er der her gode beskrivelser af racen som jagt- og familiehund. Se mere på www.weimaraner.dk

Langhåret hønsehund

Den langhårede hønsehund stammer fra Tyskland, hvor det må betragtes, som en af de ældste jagthunderacer. I hvert fald hvis man kigger på jagtbilleder og gobeliner fra Middelalderen, hvor de hunde som er afbilledet, ligner den race man i dag kender som tysk langhåret hønsehund.

Tysk langhår har i Tyskland været kendt som en alsidig jagthund, deraf tilnavnet ”Mädchen für Alles” (altmulighund). Den var også kendt som ”Der Alte Försterhund” (den gamle Skovfogedhund). Dette skyldes ikke mindst, at den havde en stærk evne som schweisshund, den højlydte halsgivning i drevet og den sikre apportering af alle former for vildt.

I 1879 blev en racestandard fastlagt – og denne racebeskrivelse danner i store træk i dag basis racens avl. Siden da har racens udseende stort set ikke ændret sig.

Den race, man i dag kender som langhåret hønsehund, stammer således tilbage herfra, hvor man gennemførte et intensivt avlsarbejde med hønsehundene. Den langhårede hønsehund har aner tilbage til både fuglehunde, vandhunde og drivende jagthunde, for eksempel épagneul français, der er en spaniel med oprindelse i Frankrig, og wachtelhund – en meget loyal, apporterende og stødende jagthund med oprindelse i Sydtyskland. Ligeledes er både irsk setter og gordon setter, avlet ind i den langhårede hønsehund, der selvfølgelig også har aner fra sin korthåret hønsehund.

De første Langhår blev importeret til Danmark i 1960 érne, og I slutningen af halvfjerdserne var racen så almindeligt kendt, at der var basis for at starte en egentlig specialklub, hvilket skete da Langhårsklubben blev etableret i 1979. Den langhårede hønsehund er en udpræget jagthund, og er ligesom de andre kontinentale hønsehunde en god allround-hund. Den tyske langhår er god fuglehund og apportør, samt kan anvendes til schweissarbejdet.

Størrelsesmæssigt er Den Langhårede hønsehund for hannernes vedkommende mellem 60 og 70 cm, hvor idealstørrelsen er 63 til 66 cm. Tæverne er naturlig lidt mindre og ifølge standarden mellem 58 og 66 cm, med en idealstørrelse på 60 til 63 cm. Vægten ligger omkring mellem 25 og 33 kg. Farvevarianterne er lidt forskellige, og disse er detaljeret beskrevet på klubbens hjemmeside. De fleste er ensfarvede brun, men findes også som brun med hvide eller skimlede aftegninger (især på bryst og poter), eller Mørk-skimlet med større eller mindre mørkebrune pletter. Mottoet for den tyske langhår kan siges at være: Avlet til jagt, af jæger, til jæger!

Læs meget mere om racen på klubbens hjemmeside, www.langhaarsklubben.dk

Drentsche Patrijshond

Drentsche Patrijshond er en af de absolut yngste racer i Danmark, og ”den hollandske agerhønsehund”, blev første gang registreret i Danmark i 1991. Racen er udviklet i Sydeuropa, men det var i Holland, at udviklingen af racen tog fart. I den østlige del af Holland, specielt i området der hedder Drenthe, koncentrerede man sig om at fremavle denne race. I starten kaldte man dem for ”Partridge dogs” (agerhønse-hunde), men de fik senere navnet Drentsche Patrijsehond. Racen blev anerkendt i Holland i 1943, og i 1948 grundlagde man en specialklub for racen.

Racen har i Danmark kælenavnet “Drenten”. Hunden er arbejdsivrig og arbejder i et ikke alt for stort søg. Den er god både før og efter skuddet, ligesom det er en fremragende familiehund, der nemt tilpasser sig forskellige situationer. Det er den ideelle hund til jagt i afvekslende terræn, hvor Drentens gode kontakt kommer til udtryk.

Størrelsesmæssigt ligger hannerne mellem 58 og 63 cm, mens tæverne er tæver 55 til 60 cm, og farverne på en drente er hvide med brune aftegninger, med eller uden småpletter. Ørerne er brune ligesom hårene rundt om øjnene. Klubben har en glimrende hjemmeside på www.drenteklub.dk

Ud over de stående kontinentale racer der er præsenteret i denne artikel, så findes der yderligere racer, som ikke er så udbredt i Danmark. For information om disse henvises til følgende hjemmesider:
Spinone & Bracco Italiano – www.kjs.dk