RÆVEN
I Danmark er vi ikke forvent med de store rovdyr. Det er der dog lavet noget om på efter ulvens indtog i det jyske. Ræven, eller Vulpes vulpes som den hedder på latin, en den eneste repræsentant for rovdyrene i hundefamilien. Hvad størrelsen angår, må den i den danske fauna se sig slået af både odderen og grævlingen, som begge henhører i mårfamilien. Til gengæld er der ingen som det røde lyn, der kan skabe frygt blandt hønseejere og give jægerne hjertebanken.
Left
DEERHUNTER

RÆVENS UDBREDELSE

Ræven er udbredt på hele den nordlige halvkugle og er et af de mest succesfulde rovdyr, fordi den har en unik tilpasningsevne, der gør den i stand til sameksistere med mennesket. Tænk bare på ”byræven” – som vi kalder den - som scenevant spankulerer rundt i byer og villakvarterer og ernærer sig af alt det skrald, som vi mennesker efterlader. Netop rævens tilpasningsevnen har fået katastrofale følger i Australien, hvor den er blevet indført. Her har den spredt sig over kæmpe områder og fået skylden for udryddelsen af flere lokale dyrearter. Derfor er ræven nu på listen over de 100 værste invasive arter i verden.

RÆVEN I DANMARK

I Danmark findes ræven over hele landet bortset fra på Bornholm og nogle mindre øer. Det stiller ikke særlige krav til biotoper, da den tilpasser sig, så længe der blot er fødeemner. Selvom tandsættet er et tydeligt bevis på, at den er en kødæder, går den ikke af vejen for at spise bær og anden vegetabilsk føde. Små gnavere udgør hovedparten af rævens kost, men den kan tage alt fra insekter til rålam. Og byder chancen sig, står der både høns, pattegrise og lam på menuen til gårdejerens store fortrydelse.

Varianter af ræve
I Danmark har vi fire varianter af ræve. Den mest almindelige er den røde ræv, men der findes også både brandræven, moseræven og korsræven. Brandræven har en næsten sort underside og mangler den hvide halespids. Korsræven har som navnet antyder en mørkstribe ned ad ryggen og over skulderen, som danner et kors, og endelige er der moseræven, hvor den midterste del af bugen og struben er sort. Den røde ræv er naturligvis opkaldt efter pelsens farve. Den fine rævepels værdsættes verden over af pelsindustrien og dens kunder. Industrien har gennem årene fremavlet specielle farver og samtidig forfinet skindkvaliteten. Men skindet fra vilde ræve opnår også fine priser, selvom de ofte varierer i farverne.
Left
DEERHUNTER

LET SKELET

Pelsen og farven gør at ræven kan synes stor, men den vejer kun mellem 6-12 kg og måler 35-40 cm over skulderen. Selve kroppen er omkring 50-90 cm lang og halen er ca. 30-50 cm, hvilket giver en totallængde på 90-140 cm. At nedlægge en ræv på mere end 10 kg herhjemme er noget af en bedrift. I Skotland derimod er rekorden 17,2 kilo, og den ræv målte 140 cm. Når en ræv f.eks står i sneen, syner den af meget mere. Men den vejer altså kun halvt så meget som en springer spaniel. Den lave vægt skyldes, at rævens knogler er ca. 30% lettere end hundens. Samtidig får dens tykke pels den også til at se større ud, end den egentlig er.

Deerhunters anbefalinger til rævejagt

EN ADRÆT DRÆBER

Rævens syn og hørelse er yderst veludviklet. Faktisk kan ræven høre en mus på 100 meters afstand, og når der om vinteren skal fanges mus under sneen, er det også hørelsen, der sikrer fangsten. Ræven flytter hovedet fra side til side for at lokalisere, præcis hvor musen befinder sig, hvorefter den springer høj i vejret og dykker ned gennem sneen og fanger sit bytte. Parringstiden, som kaldes rolle-tiden, er i januar/februar, her udsender hunnerne nogle kraftige dufte, som tiltrækker hanræve fra nær og fjer. Derfor kan man I rolle-tiden kan man høre, hvordan rævene skriger og gør, når hanner slås indbyrdes og forsøger at kurtisere en hun. Ræven er drægtig i ca. 50 dage, og hvalpene kommer til verden i en rævegrav, der kan være udgravet i en skrænt, en bakke eller i en de efterhånden mange kunstgrave, som jægere har etableret for at sikre, at deres gravsøgende hunde ikke bliver begravet i jagten på ræven. Dette er nemlig en reel og ikke ukendt risiko i de naturlige rævegrave. Det er således ikke sket få gange, at gravemaskiner har måttet tages i brug for at frelse en gravhund. Et rævekuld er typisk på 4-8 hvalpe. De fødes ligesom hunde blinde ved fødslen. Hanræven deltager i yngleperioden med at bringe føde til hunnen og hvalpene. I 8 ugers alderen begynder hvalpene så småt at gøre afstikkere fra rævegraven, og i løbet af efteråret forlader de graven for at gå egne veje.

VÆR STILLE!

Skal man have ram på ræven, skal man huske at være helt stille, både hvis man står på post eller når man med lokkekald forsøger at lokke ræven til sig. Lokkejagt på ræv er en yderst spændende jagtform. Her sidder man i skjul og bruger et kald, der lyder som et såret dyr, der piber. Er ræven i nærheden, og har man heldet og dygtighed, dukker den måske pludselig op, og så er udfordringen at få riflen op og ræven i trådkorset, uden at man bliver opdaget. At lokke rævehvalpe i reguleringstiden om sommeren er til gengæld ikke helt så vanskeligt. Rævehvalpene er nysgerrige og ikke nær så vagtsomme som de voksne, men man skal alligevel husk at være stille.

Udstyr til rævejagt
Det er en god ide at trække i camouflagetøj, hvis man skal overliste ræven. Et såkaldt Ghillie-suit, så man blender ind med træer og buske, er eminent, men beklædningen behøver ikke være helt så sofistikeret. Det vigtigste er, at man får dækket kroppens lyse flader, dvs. ansigt og hænder, og at man går i et med baggrunden. De inkarnerede rævejægere bruger ofte fladtskydende, hurtige, små kalibre med varmint kugler, der nærmest eksploderer, når de træffer, så man er sikker på, at ræven dør i knaldet. Bruger man f.eks. en .308 WIN med en tung kugle, giver ikke megen ødelæggelse af skindet, og ræven dør i knaldet.
Left
DEERHUNTER
Ræven - en smittebærer
Ræven kan være en farlig smittebærer. Derfor skal man være meget opmærksom, hvis ens hund har haft kontakt af en ræv med ræveskab. Rævens bændelorm er en endnu mere alvor parasit, den kan gøre os mennesker dødssyge. Fødevarestyrelsen anbefaler at jagthunde, som har været i nærheden af ræve og deres ekskrementer, vaskes efter jagt, og at de behandles med ormekur hver 4. uge. Denne anbefaling gælder overalt i landet, hvor der findes ræve.
Right
DEERHUNTER

FLOTTE RÆVE TROFÆER

Ræven har nogle flotte trofæer. Hvis man skyder ræven om vinteren inden rolletiden, er pelsen noget af det tykkeste og blødeste pelsværk, vi har i Danmark. Det er ikke så vanskeligt at strejfe en ræv og præparere skindet til væggen. Kraniet er også spektakulært og et fint trofæ, det vidner de store hjørnetænder om.

Man kan selv lave en køkkenbordsopmåling på sit rævekranie for at se, om det er til en medalje. Med en skydelære kan man måle den maksimale længde og bredde på kraniet. Disse to tal lægges sammen. 24,00 cm - 24,49 cm = bronze 24,50 - 24,99 cm = sølv 25,00 cm eller mere = guld NB: For at få en medalje, skal kraniet opmåles af en godkendt trofæopmåler.

BLIV KLOGERE PÅ VILDTET

Se alle vildtkendskabs indlæg

  • grågåsen
  • hvinanden
  • Edderfuglen
  • vildsvin
  • fasanen
  • dåvildt
  • Skovsneppen
  • Pibeand
  • Gråanden
  • Krikanden
  • råvildt