Skovsneppen

Kært barn har mange navne og det gælder for skovsneppen, der også går under navnet troldfuglen, og som på latin hedder Scolopax rusticola. Navnet sneppe kommer fra det middelnedertyske ”snippe”, som betyder spids, snip eller tud. Det er da også det meget lange næb, der er så karakteristisk ved skovsneppens udseende. Skovsneppen har relativt korte ben, og fjerdragten med de gråbrunlige farver er i dén grad skabt til camouflage i skovbunden. Man skal være både dygtig og heldig for at få øje på en sneppe, der skjuler sig i skovbunden om efteråret. Sneppens store øjne er placeret næsten midt på siden af kraniet, hvilket giver den et synsfelt på 360 grader. Fjerdragten er ens hos begge køn.

Skovsneppen en forårsbebuder
Skovsneppen vejer ca. 300 gram og har et vingefang på 60 centimeter. Den er således dobbelt så stor som en dobbeltbekkasin, som den kan forveksles med. De 2 arter findes på vidt forskellige biotoper. Bekkasinen foretrækker de sumpede vådområder, mens skovsneppen, som navnet antyder, holder til i skoven.
Left
DEERHUNTER

Om foråret kan man høre den karakteristiske lyd af en skovsneppe, der ”knorter”. Det er en meget speciel lyd, som bedst kan beskrives som ”roaark, roaark, roaark”. Denne knorten udstødes, mens den flyver 30-40 meter over trætoppene rundt om en lysning. Skovsneppen er kønsmoden, når den er omkring 2 år. Hunnen lægger typisk fire æg. Sneppen er en af de få vadefugle, der kan producere to kuld på et år, hvis forholdene ellers er til det. Efter 22 dages rugning klækker æggene, og i løbet af 2-3 uger er ungerne parate til at klare sig selv.

Regnorm står øverst på menuen
Skovsneppens føde består primært af regnorme. Hvis man ser en, som står og trommer med fødderne i jorden, er det fordi, at den forsøger at lokke regnormene frem. Skovsneppen går dog ikke af vejen for at spise andre insekter og larver, og om vinteren, når jorden er frossen, stilles sulten med plantefrø i mangel af bedre. Skovsneppens udbredelsesområde strækker sig fra England i vest til Japan i øst, og den globale bestand er anslået til 15 millioner fugle, så det er ikke en truet art. Faktisk er der flest snepper i Skandinavien, når man ser på den europæiske bestand.
Right
DEERHUNTER

Deerhunters anbefalinger til jagt på skovsneppe

Sneppefald
I Danmark er der både standfugle, dvs. skovsnepper der bliver her hele året, og rigtig mange kommer på træk. Når det pludselig vrimler med dem, kaldes det ”sneppefald”. Typisk kan det opleves i november, når vinteren rammer det nordlige Skandinavien og Rusland, og skovsnepperne begynder at trække sydpå henover Danmark. Hvis der kommer regn og blæst fra vest/sydvest, smider snepperne sig i stort antal i de danske skove og krat for at vente på bedre vejr til at flyve videre i. Man mener at mange hundrede tusinde snepper trækker forbi Danmark fra oktober til december, og i jagttiden nedlægges der ca. 40.000 snepper årligt.
Right
DEERHUNTER

SNEPPEN - ET FINT TROFÆ

Et trofæ er typisk noget, man forbinder med vores hårvildt, og hos sneppen er der 2 trofæer, for den har 2 penselfjer. De sidder som yderste håndsvingfjer på hver sin vinge. Penselfjeren er ca. 3 centimeter lang og meget spids. I tidligere tider blev de benyttet af kunstmalere, og deraf kommer navnet. Der findes små plader man kan sætte sine penselfjer på, men man kan også skære de yderste 3-4 centimeter af undernæbbet af sneppen – så det bliver til en fin lille holder til penselfjerene.

Sneppebrød - vildtopskrift

Sneppebrød er en af de mest traditionsrige anretninger af vildt, som vi har. En sneppe er ikke nogen stor fugl, så man skal til denne forret beregne en sneppe pr. kuvert. Her er en kort anvisning af, hvordan:

  • Pluk snepperne, og tag indmaden ud.
  • Galdeblæren, der sidder ved leveren, fjernes.
  • Hjerte, lever og kråse hakkes fint.
  • Svits et finthakket skalotteløg i smør, tilsæt indmaden og steg den med i kort tid.
  • Tilsæt en spsk. fløde og en æggeblomme, krydr med salt og peber og tilsæt lidt friskhakket persille.
  • Fire skiver formbrød ristes i smør og farsen fordeles på skiverne.
  • Snepperne arrangeres ved at stikke næbbet ind mellem underkrop og lårene.
  • Snepperne brunes i smør i en gryde og krydres med salt og peber.
  • Tilsæt 1 dl hønsefond og 2 dl fløde og læg låg på.
  • Snepperne steges i 15-20 minutter og tages op.
  • Sovsen jævnes evt. med lidt maizena.
  • Sneppebrødene grilles i 3 minutter.
  • Hver fugl anrettes på en tallerken sammen med et sneppebrød og lidt sovs. 

BLIV KLOGERE PÅ VILDTET

Se alle vildtkendskabs indlæg

  • Pibeand
  • Gråanden
  • Krikanden
  • råvildt
  • ræven
  • grågåsen
  • hvinanden
  • Edderfuglen
  • vildsvin
  • fasanen
  • dåvildt