Homogen og robust hund
I litteraturen beskrives Chesapeake at stamme tilbage fra 1807, hvor en engelsk båd forliste ud for kysten ved Chesapeake Bay. Besætningen og 2 newfoundlænderhvalpe reddes i land. Ejeren af båden var meget interesseret i newfoundlænderen, og havde derfor ladet indkøbe en han og en tæve af bedste afstamning. Efter forliset solgte kaptajnen imidlertid de 2 hvalpe, som begge fik et godt ry som apporterende vand-hunde og blev brugt til jagt på svømmefugle og gæs. De 2 hunde blev så vidt vides aldrig krydset med hinanden, men de blev krydset med lokale ”coonhounds” og resultatet blev en forholdsvis homogen type, som var særdeles robust med stor apporterings- og vandpassion. De gik under navnet Chesapeake Bay Ducking Dog. Chesapeake blev renavlet i 1800-tallet, og helt tilbage fra 1878 har den været anerkendt af den amerikanske kennelklub. Den helt præcise racestandard, som er gældende i dag, findes på klubbens hjemmeside. Chesapeake Bay Retriever har været i Danmark i knap 100 år, hvortil de to første hunde er blevet importeret fra USA. Der gik dog en del år, før racen fik sit ”gennembrud” i landet. Således var det først i midten af 1960érne at der blev importeret hunde fra Holland og USA. Det er også i denne periode, at de første danskfødte hvalpekuld blev registret i Dansk Kennel Klub.
ANDRE RETRIEVERRACER
En Chesapeake kombinerer det effektive jagtlige arbejde, med det racetypiske udseende. En ”dual purpose hund”. Racen er blevet skabt til at være en apporterende jagthund med spidskompetence i vandarbejdet – og som kan arbejde hele dagen i et effektivt tempo. Chesapeake kan naturligvis også trænes til et kort søg under bøssen og/eller fungere i driverkæden på klapjagter, så det er ikke ”kun” en efterskudshund. Den er kvik, og som oftest tæt knyttet til føreren. Det er også en fortrinlig sporhund, hvoraf flere har været optaget i schweissregisteret, og adskillige Chesapeaker har gjort det flot på schweiss- og sporprøver i Danmark. En Chesapeake er en dejlig familiehund, som dog kræver et aktivt liv. Den skal aktiveres og har brug for at få stimuleret både muskler og ikke mindst hjerne.
Udseende og størrelse
De fleste Chesapeake Bay Retrievere er oftest brune. Udtrykket ”the Chessie rainbow” dækker over racens mange farver, der tillader enhver farve af brun, sedge og deadgrass, hvorfor racestandarden har hele 8 navngivne farver på paletten. Pelsen er racens adelsmærke, hvor man ser en kort og tæt pels, med en kraftig underpels der beskytter mod kulde. Overpelsen er bølget, og den helt korrekte pels er aldrig krøllet på benene. På hovedet er pelsen kort og lige, ”Deadgrass”-farven minder om vissent græs, og ”Sedge”-farven er som siv. Et andet kendetegn er øjenfarven, der er gul til ravfarvet. Chesapeaken fremstår kraftfuld og atletisk. Hanner vejer ca. 35 - 40 kg og tæver ca. 25 - 32 kg. Højdemæssigt er idealstørrelsen for hanner mellem 58 og 66 cm, og for tævernes vedkommende 53 og 61 cm.
FÅ FLERE JAGTTIPS
- Retriverne
- Hvornår kan hunden komme med på jagt
- Opsætning af vildtkamera
- 10 tips til at forbedre langdistance- skydning
- 5 tips til at forbedre din buejagt
- DE STÅENDE KONTINENTALE JAGTHUNDE
- Hvalpetræning
- 5 tips - jagt med natkikkert
- hvalpen flytter ind
- Hvilken hvalp i kuldet skal være min
- Hvilken jagthund skal jeg vælge?
- Socialisering af hvalpe
- De stående engelske jagthunde
- FT Spaniels